Observerbare univers

Det observerbare univers, der også med et mindre præcist udtryk kaldes det synlige univers, er en betegnelse, som bruges i Big Bang-kosmologi til at beskrive et kugleformet område af rummet, der ikke strækker sig længere, end at det er teoretisk muligt for en betragter at se objekter i det. Det betyder, at der skal have været tilstrækkelig tid til, at lys udsendt af et objekt har kunnet nå frem til betragteren. Enhver position har sit eget observerbare univers, som kan være – eller ikke være – sammenfaldende med det, der har jorden som centrum.

Ordet observerbar brugt i denne betydning kræver derfor ikke, at vi med anvendelse af moderne teknologi rent faktisk er i stand til at opdage strålingen fra et objekt i området. Det betyder kun, at det har været muligt for lys eller anden stråling at nå frem til betragteren. I praksis vil der kun kunne observeres objekter til en afstand, der svarer til den grænse, hvor universet blev transparent for lys, dvs. hvor den kosmiske baggrundsstråling afkobledes fra sin interaktion med stoffet. Det kan imidlertid tænkes at være muligt at udlede information om tiden før dette tidspunkt ved at opdage tyngdekraftbølger.

Hubble-grænsen^[1] er et begreb i kosmologien, som knytter sig til Big Bang-teorien, og som henviser til den afstand, hvor objekter fjerner sig fra betragteren med en fart, der nærmer sig lysets hastighed. Den kaldes sådan efter astronomen Edwin Hubble, der var den første til at opdage, at alle objekter fjerner sig fra hinanden på galaktisk skala. I tiden efter Big Bang har alt fjernet sig fra hinanden, og eftersom lysets hastighed er konstant, synes fjernere objekter at fjerne sig med større fart. De fjerneste vil derfor synes at fjerne sig med lysets hastighed, og et objekt med denne afstand siges at være ved Hubble-grænsen.

1. ^ Special Relativity